161 / 260
142
kjøbe Bøger, og tog sine Forholdsregler herimod. Han fik
imidlertid aldrig en Skilling af disse lovede Afdrag, hvilket
var den første Anledning til hans senere økonomiske Sorger.
Han havde arbeidet for Grüne og samlet sig nogle Penge,
som han efter lang Overveielse endelig blev enig med sig
selv om at benytte til en Reise. Grüne har i det Hele
taget vist gjort Meget for Møller, da han allerede fra Be
gyndelsen af Fyrrerne havde staaet i uafbrudt Forbindelse
med ham, en Forbindelse, som vedvarede til hans Død.
P. L. Møller forlod altsaa Danmark i 1847.
1
1848—49
opholdt han sig i Tydskland, havde der Adgang til en Deel
tydske Blade og skrev en Mængde heldige Artikler i dansk
Interesse.
En Deel Aar senere agtede jeg mig ligeledes udenlands
og fik et kort Brev fra Møller med Opfordring til at be
søge ham i Paris.
«Jeg har en stor Riddersal til Deres Raadighed,» skrev
han, «og arbeider for Tiden paa et biografisk Lexikon. De
kan give mig nogle Noter angaaende Dem selv. Det koster
kun femogtyve Rigsdaler at blive foreviget. Det er den
billigste Priis jeg i Almindelighed tager for min Tidsspilde
og Sandhedsfordrivelse.»
Jeg opsøgte ham i Paris.
Han boede i en af de
smaa Gader, som gaae ned til Seinen. En yngre Dame
med et brusende, sort Haar, fastholdt med en Krumkam
paa Baghovedet, lukkede mig op. I Haanden holdt hun en
Herrekrave, som hun var ifærd med at reparere. Det var
P. L. Møllers Huusholderske.
Hvis Guderne havde noget
med dette Forhold at gjøre, var idetmindste Gratierne ikke
deriblandt.
Hun kunde korrekt Fransk, oversatte, hvad
han skrev til Revuer, «Figaro» o. s. v.