163 / 260
144
tilfælles. Vort Bekjendtskab kunde alene bestaae ved min
fuldstændige Ligegyldighed for literaire Retninger og Ten
denser, og hvad al den Slags hedder. Jeg gik dengang
som bestandig min egen Vei og lod de Andre gaae deres.
Her i Hjørnet af Kafeen mellem summende og leende
Franskmænd kunde man daglig see Møllers blege, haarløse
Hoved og straalende, intelligente Øine med en heel Bunke
Blade for sig, givende Agt paa Alt omkring sig, lyttende,
altid en ironisk Vittighed paa Læberne. Han kjendte bedre
end alle Andre de billigste Restauranter; dér kunde man
faae dette bedst, her det. I det Hele taget holdt han
overmaade af Paris og fandt noget Aandsbeslægtet med dette
ildfulde, spirituelle Folkefærd.
Go ldschm id t var ogsaa i Paris ved den Tid og be
søgte jævnlig P. L. Møller, med hvem han havde private
Forretninger. Jeg blev Vidne til en af disse hemmelige
Forhandlinger, der førtes med lav Røst og som sædvanlig
endte med, at Møller forlangte Penge. Dennegang dreiede
det sig om femogtyve Rigsdaler.
«Naar faaer jeg min surt fortjente Løn?» spurgte
Møller.
«Jeg skylder Dem ikke en Skilling,» svarede Gold
schmidt, «De har hverken pløiet eller saaet for mig.»
«Nei, jeg har ikke spændt Deres Heste for, men kjørt
og styret dem,» svarede Møller og saae op med det satiriske
og overlegne Smiil, han altid bar tilskue overfor Gold
schmidt. «Jeg har taget mange af Deres Linier bort, massa
kreret dem og piint Dem. Regner De det for Intet, at jeg
har belært Dem med den kløgtige Sætning: «Hvad der
streges ud, kan Ingen pibe ud.»