162 / 260
■43
Idet jeg traadte ind, hilste P. L. Møller mig aldeles
som i gamle Dage hjemme i Kongensgade, bød mig med en
Haandbevægelse Plads paa en af de overfyldte Stole i hans
tarvelige Stue og skrev videre.
«Jeg har lovet Dem Chokolade, den skal De have,»
sagde han omsider. Men Værtinden havde ingen Chokolade.
«Saa gaae vi paa Kafeen!» udbrød han, og vi vandrede
til «Café de la régence», hvor han daglig indtog sin Yndlings-
drik, Kaffe.
Underveis fik jeg en medynkvækkende Skil
dring af hans aandelige Overanstrengelse og Pengemangel;
hans artistiske Liebhaveri slugte, hvad hans aldrig hvilende
Pen kunde tjene, medens hans Livsformaal, «at udrydde
Literaturens Jammerlighed», endnu syntes lige fjernt, trods
de Strømme af Blæk og Sværte, han havde udgydt over
Papiret.
Han tjente kun fra Haand i Mund; af og til fik
han Assistance fra den danske Regjering; men denne Hjælp
var langtfra tilstrækkelig, trods hans tarvelige Levemaade.
Han sled med sin Pen fra Morgen til Aften, skrev til
«Flyveposten» og «Kjøbenhavnsposten», men fik kun sine
Breve tarveligt honorerede. Dette og Andet fortalte han
mig hurtigu og afbrudt. Jeg bemærkede en tydelig For
andring i hans hele Ydre, noget Rastløst og Feberagtigt.
Han havde tusinde Projekter, men udførte ingen af dem.
Han drak begjærlig sin Kaffe og forlangte endnu en Kop.
«Kaffe virker iøvrigt ikke længer paa mig som i
yngre Dage,» forklarede han; «den ophidser kun, og det
skader mit Helbred. Man har aldrig Ro. Der har De nu
igjen givet Publikum nogle literaire Bjørneunger, som jeg
skulde have fat i ; men jeg har ingen Tid, saa De faaer at
slippe denne Gang.»
1
æsthetisk Henseende havde Møller og jeg saare lidt