165 / 260
146
schmidt og Møller bleve tilbage, for at drøfte Æsthetik og
Gud veed hvad Mere.
Nu kommer det, jeg egentlig vilde fortælle om P. L.
Møller. Nogle Dage senere fulgtes han og jeg til Norman
diet og Badestederne Fécamp og Etrétat.
Møller havde
ofte gjæstet disse Steder; jeg, derimod, saae Normandiet for
første Gang, henrykt over det kraftige, trohjertede Folk,
som mindede mig om mine kjære Vesterhavsfiskere. Paa
Veien derud besøgte vi Kirken i Rouen. Den var under
Reparation, Steenhuggerne hamrede og fløitede oppe paa
deres Stilladser, Svalerne sang. Pludselig greb Møller min
Haand og drog mig hen til et Billede, som om det var en
Skat, han vilde vise mig.
«Kom og see,» sagde han.
Jeg saae det berømte Kunstværk «Mona Lisa». P. L.
Møller blev staaende, fortabt i Beskuelsen deraf.
Han
syntes at befinde sig i en særegen Stemning.
Uden at jeg
spurgte, brød det frem med dæmpede Ord og en vis vee-
modig Klang. Han fortalte om et kort Møde, han havde
havt paa et af Elbens Dampskibe med en fransk Dame, for
nem, overlegen, dannet; enhver af hendes Bevægelser havde
røbet den overlegne Verdensdame, i hvem han tillige troede
at see Indbegrebet af al sand Kvindelighed. Et Tilfælde
bragte ham hendes Velvillie. I nogle korte Timer havde
hun gjort et mægtigt Indtryk paa hans letfængelige Sind;
han havde aabnet sin Sjæl for hende, og hun havde be-
geistret ham. Først i Skilsmissens Øieblik havde han spurgt,
om han aldrig oftere skulde see hende for at kunne fort
sætte den begyndte Forelæsning af Victor Hugo’s «Le roi
s’amuse». Hun smilede og svarede: «Cherchez et trouvez!»
og forsvandt i Trængselen ved Landstigningen. Han havde