152 / 260
133
ningen havde været fæstet, fastholdt nogle Ornamentstumper;
det var Alt, hvad han havde at rette sig efter.
Saa reiste han til Frankrig og fandt endelig der efter
utrættelig Søgen deels et gammelt Fodstykke til Sarkofagen,
deels Materiale, der lignede det derhjemme i Roeskilde. Saa-
ledes gik Tiden med forberedende Arbeider, Undersøgelser,
og Pengene med, trods hans utrolige Sparsommelighed.
Han naaede dog kun at faae den udvendige Sarkofag
dekoration færdig, fornemmelig Kappen og Klædningen;
men det var ogsaa det Vigtigste, som Ingen kunde eller
vilde have udført som han; ligeledes fuldførte han enkelte
af Figurerne, der staae i Sarkofagens Buer; de øvrige bleve
kun udførte paa Papiret. Lyset brændte endnu henimod
Morgen oppe i den gamle Kunstners Stue.
«En Ildebrand kan slukkes i dens Begyndelse med et
Pust,» brummede han engang; «men er der først rigtig
gaaet Ild i et gammelt Huus, kan alle Byens Sprøiter ikke
slukke den.»
Han syslede med sit Monument den sidste Dag, han
levede. Den halvfjerdsindstyveaarige Mand bukkede under
for en Anæmi, fremkaldt ved hans Ligegyldighed for Lege
mets Pleie. Hans sidste Tanke gjaldt Monumentets Fuld
førelse; hans eneste Frygt var, at hans Livs Værk nu maa-
ske skulde fuldføres med fabrikmæssig Ligegyldighed.
En
Dag i Marts sank han af Mathed sammen paa Gaden og
blev baaret døende op i sin Leilighed. For Døden var
han ikke bange; hans Tro var dyb og stærk. Hver Søn
dag blev han seet i Vartov Kirke, hvor han stod lige inden
for Døren ved Løngangsstræde. Den 13de Marts gav han
sin Sjæl Gud i Vold.