151 / 260
132
pludselig var kommen i Tanker om, at vi begge To rime-
ligviis havde glemt mig i Kirken.
Han gjorde tusinde
Undskyldninger og bød mig med til sit Huus; men jeg
vilde hellere hjem, og da ingen Befordring mere gik til
Kjøbenhavn den Nat, begav jeg mig herind tilfods og naaede
gjennemblødt næste Morgen hjem i Skvaldergade.» —
Den Slags Uforsigtigheder knækkede hans Helbred.
Han gik ofte frem og tilbage til Roeskilde, og hans Mad
bestod i et Par bløde Skillingsboller, som han stak i Lom
merne og fortærede, naar han følte Sult.
Det var i det Hele taget sørgeligt, at han paatog sig
det Sisyfusarbeide derude; han gik jo meget nødig til det.
Fra den Dag han begyndte paa Monumentet, slugte det
alle hans Tanker, hans Tid og Arbeidskraft.
Desuden
høstede han jo oftest kun Skam til Tak fra Autoriteterne,
hvem Arbeidet ikke gik hurtigt nok fra Haanden.
Professor Høyen overtalte ham til det Værk i 1862.
Hertzog oversaae alle Arbeidets Vanskeligheder og sukkede:
«Det bliver mit Livs Ruin.»
Men da de Sagkyndige
meente, at Ingen uden ham var istand til at trække det
Læs, spændte han sig villig i Selen. Jeg husker den Iver,
hvormed han begyndte en Række fortrinlige Tegninger til
Monumentets Figurer, Reliefer o. s. v. Snart taarnede dog
de forudseete Vanskeligheder sig i Veiret for den samvittig
hedsfulde, altfor pligtopfyldende Kunstner.
Hans Medar-
beidere maatte han afskedige, eftersom de ikke udførte Teg
ningerne til hans Tilfredshed, Marmor og Alabast var ikke
forhaanden af den Slags, som Monumentet var udført i.
Margrethes Fodstykke vidste Ingen hvorledes havde været,
kun nogle Søm oven i Laaget og ved Siderne, hvor Klæd