gjennem en Deel Smaagader. Underveis sagde Nathanson
blandt andet Belærende:
«Der komme alle disse Skribenter med deres Krims
krams. Det kalde de deres Værk! Det er Pouls, det er
Peers, det er Alverdens Værk, blot ikke deres. — Hvad
gjør de unge Mennesker? Naar de ikke due til Andet,
tænke de, at der altid kan blive en Skribent af dem. De
vide ingen Ting, kunne ingen Ting, kjende ikke Forskjel
paa mit og dit, laane en, som kaldes ti, af hvad vi Andre
have skrevet, deraf lave de deres Værk, naae kun deres
egen Ulykke, spilde en kostbar Tid, der burde anvendes til
at grundlægge deres Fremtid. — Betænk Dem derfor vel,
unge Ven. De staaer nu paa den skjæbnesvangre Skillevei.»
Pludselig stod Nathanson stille, som om han betænkte
sig og spurgte:
«De bragte jo Carl Bagger forleden det Manuskript,
jeg bad Dem besørge?»
«Samme Aften,» lød Svaret.
«Lad os saa komme hen til ham,» sagde Nathanson
og dreiede ind i Sværtegade.
Der stod en mager og mørkladen Mand i en Gadedør
og røg af en lang Ypsilantepibe. Nathanson gik hen til
ham og hilste; den Anden blev synlig overrasket.
«Ih, see Godaften, høistærede Samtidige!» udbrød han.
«De har vist ikke rigtig Rede paa Deres Geografi iaften.
Hvad har Libanons Dale at bestille med Gomorrha?»
«De boer her i Huset?»
«Ja, deroppe paa fjerde Sal med de lange Udsigter
boer min Muse og jeg i samme Kammer, een Etage
nærmere Himlen end I Andre.»
I 2 I