138 / 260
1 1 9
Panden og saae ud over Egnen. Det var ikke mere Fattig
dommen, Affældigheden, Tilintetgjørelsen, dette Aasyn viste.
Hans Skikkelse syntes at groe i Veiret.
Det var Præsten,
der stod i sit Tempel. Medens han taug og stirrede frem
for sig, laa der et rørende Udtryk af Alvor og Tungsind
udbredt over hans Træk. — Hvad tænkte han paa under
denne dybe Taushed? Var det en Lovsang, der lød i hans
Hjerte, eller var det maaske et Klagesuk, fordi ogsaa han
var en synkende Sol i Begreb med at gaae bort? Farve-
skjæret, som han spredte over Jyllands Enge, dvæler der
endnu, mere farverigt og glødende end før.