131 / 260
I I 2
«Da SneedorfF-Birch saae mig,» fortæller Etlar, «drog
han strax et Digt frem af Lommen og begyndte at læse
med megen Følelse og Eftertryk:
Dybe Længsel,
Du, som Hjertet mægtig tryller,
Du, som her i Livets Trængsel
mig med stille Vemod fylder,
i en elsket Kvindes Arme
skal jeg glemme Skjæbnens Varme,
— ak, men naar?
Lyse Tanke,
Du om Sjælen ømt D ig slynger
lig en frodig Blomsterranke,
som i Længslens Luftning gynger,
naar vil Blomsten Frugt mig give,
eller skal jeg aldrig blive
lykkelig?»
En lille Pige, som drev et. Faar henad Landeveien,
havde nylig begeistret ham til dette lyriske Udbrud. Han
var en stor Ven af det svage Kjøn, alle smukke Pigers
Slave. Navnene paa disse, med hvilke han var kommen i
Berøring, nedskrev han omhyggeligt paa et langt Stykke
Papir, han altid bar hos sig.
Han svingede nu lystig med Stokken. Han havde i
Sinde at vandre rundt paa Gjæsteri en å to Maaneder, som
han pleiede hver Sommer, tilbragte ogsaa adskillige Nætter
under aaben Himmel. Den øvrige Deel af Aaret holdt han
sig hjemme ogvar det skikkeligste og
bedste Menneske,
man kunde tænke sig, i de fjorten Aar, han opholdt sig i
Mølleren Viinholts Huus.
Her havde han to Værelser; i Dagligstuen stod en
Sopha, et stort Flygel, et Bord, en overfyldt Bogreol og