19 / 260
drev K v æ g e t hjem, og de havde n ikket og sm ilet til ham.
— H ver N at gjorde Sø ren en V agtronde gjennem F ab rik en ,
o g
en a f D rengene var da tilsagt a f Faderen til at gaa
foran med en tændt L y g te .
«D et giver C o u rage og O pmæ rksom hed,» meente Jø rgen
Christian.
D rengene bleve kaldte op a f deres varm e Sen ge, og
saa
gik det fra Sted til Sted ,
u h yggeligt og langsom t iden
bidende V interku ld e. Sø ren var lutter elsk væ rd ig Agtpaa-
givenhed o verfo r N isserne, bredte Halm for dem o. s. v.
F o r at fo reb ygge disse N attevand ringer, fandt C arl paa at
stille en stor K asse i Nærheden a f Døren, ovenpaa denne
et Stillad s a f T ønder, der ved H jæ lp a f en skraatstillet
S tig e stødte den hele O pstabling om kuld, naar Døren gik
op.
Med en u b esk rivelig L arm , der aldrig syntes at tage
En de, rullede Tønderne ned ad det skraa L o ft.
Søren
stod bleg og rystende og forbød C arl at gaae ind til Trold-
tøiet.
Faderen kom til; efter denne N at ophævede han
D rengenes N attevandring, for at unddrage dem Sø ren s o ver
tro iske P aavirk n in g.
Den gam le Farfad er var en g u d frygtig og gudhengiven
Mand.
C arl B ro sb ø ll har fortalt, hvor høitideligt det var,
naar den hvidhaarede, æ rvæ rdig udseende Kæm peskikkelse
reiste sig ved
Bordenden og frembar B ordbøn nen .
Han
kaldte hver A ften Sønnesønnen C arl ind til sig, for at høre
hans A ftenbøn.
«Du skal takke for, hvad Du har faaet, men ikke
bede om m ere,» formanede den G am le.
C arl varB edstefaderens Y n d lin g ; han gav ham det
betegnende N avn « S o l b a r n e t » .
T il andre T id er fortalte
den gam le Mand om Heden og T atern e, for hvilke han