25 / 260
slo g bag ud med sine U gepenge.
I maa vide, jeg giver
hver a f D rengene to S k illin g om U g en ; de kan fornøie sig
derfor eller spare dem sammen, som de selv vil.
G jæ t,
h vor jeg fandt ham .»
«O ppe paa H usm ønningen?»
«A a nei, ude paa Skandseodden, saa næ r mod Søen ,
som man kan komme. D er har han sam let de største Steen
sammen, bygget sig en Erem ithytte, hvor der ellers aldrig
kommer N ogen, tæ kket den med T an g, og der sad han
indenfor, med en a f W alter Sco tts H isto rieb øger opslaaet
paa Skjødet.
Storm en peb hen over Sø en , og han sad og
læ ste, eller han sang, saa G ud maa forbarm e sig. H eld igviis
var der Ingen tilstede, som kunde høre den M usik.»
« Ja , forleden var
1
vist ikke rigtig gode V enn er,» be
mæ rkede Jen s Sin d b erg og tog Piben a f Munden for at
faae L y d til en hjertelig L atter.
«H vo rfo r tro er I d e t? » spurgte B ran din spektøren .
« Jeres V induer stode aabne, og indenfor hørte jeg en
høirøstet Stemm e, som skjæ ldte og smæ ldte.»
«D er var vel G run d til det.
Fo rgan gen kommer den
R eisend e fra S lic k & Eckm ann i Brem en for at sæ lge mig
nogle F ad e V irginieblade. Je g pleier da gjerne, naar Handelen
er sluttet, — at sige til min T ilfredshed, — at traktere ham
med lidt F ro k o st, ægte P o rtviin og T veb ak k er med Sm ør
paa.
C arl var tilstede for at sk rive Handelen og B etin
gelserne op.
Saa siger jeg til D rengen, før den Fremm ede
komm er: «N aar jeg nu ogsaa byder D ig et S ty k k e til F r o
kost, saa svarer Du Nei T ak . Du kan da forstaa, at T ve b ak
med hollandsk O st paa ikke er for D ig, din Slu gh als.»
Hvad sk eer? Den tysk e Fuldm æ gtig kom , og Fro k o sten blev
Io