27 / 260
K lyn g e mellem de væ ltede T ø rvestab ler. — Je g har det fo r
resten, S k riverie t, her i Lomm en. D et hedder « T ells Sku d »
og er ik ke saa tosset endda.
N u skal I høre.»
«A a nei, lad m ig væ re fr i; jeg forstaaer m ig ik ke paa
den Slags.»
«D et er ubegribeligt, hvor K næ gten har det fra.» —
Med u fo rstyrret R o bladede Jø rg en Christian i H eftet og
læste op:
«D et er N at.
K losterb rød ren e ere sam lede til
R aadslagn in g mod G eszler.
N aar H ornene give G jen k lan g
mellem Sch w eitz’s K lip p er, forenes H yrderne og den fornem ste
Adel til vort u lyk k elige Fæ drelan ds F relse. T re S la g lyder
paa K losterporten .
«W e r da?»
« Freu n d e des L a n d e s!» » —
« Ja , det er mæ rkvæ rdigt T ø ieri,» ytrede Je n s Sin d b erg
og rystede paa Hovedet.
«D er hændte ellers C arl noget m æ rkeligt forgangen.
Je g sendte ham silde paa A ftenen ned til Joh ann es Holst,
for at tilsige ham at møde hos m ig; men D rengen gjør en
A fstik k er ind paa K irkegaard en , da han saae, at K lok k eren
endnu var derinde.
Medens de gaaer og sn akker sammen,
grib er K lo k k eren ham i Arm en og træ kker ham til Sid e fra
M idtergangen, og de saae da begge T o , ganske tydeligt i
T usm ørket, K irkelaagen gaae op og en sortklæ dt L ig sk are
komme ind derigjennem , bæ rende en K iste, paa hvis B a g
smække der staaer et N avn at læse. — T o get forsvandt i
K irk e n .
«H vem var det?» spørger C arl.
Sip ie rystede over hele K roppen og slo g K o rs for sig.
«D er stod P alle L u n d paa K isten ,» hviskede han.
«Men P alle er jo ikke død,» siger C arl.
I 2