33 / 260
saa ombord med faste S k rid t, som en Mand, der giver sig
G ud i Vold.
Han lod sig føre om kring mellem M askinerne, dem han
eftersaae med en Kjenders kyndige M ine, nikkede a f og til
bifald end e; Therkelsen ligesaa.
Det eneste, denne fandt at
udsætte paa den hele Mekanism e var, at der behøvedes F y r
sted ombord.
Da Jø rgen Christian atter steg op paa Dæ kket sammen
med K ap itain en , saae han tilbage, ind paa L and , hvor hans
H ustru og de fire lange D renge stode opstillede.
«K om kun næ rm ere, U rsu la!» raabte han og vinkede
med Haanden over mod Fam ilien.
«1
skal ikke væ re bange.
Je g er her jo.»
T illadelsen blev benyttet, og ubemæ rket listede G jenbo
Jen s Sin d b erg og G jø rtler G røn n in g sig ogsaa fremad, saa
nær som muligt og lyttede til, hvad der b lev sagt.
«K an
1
saa see, G jø rtler G røn n in g,» sagde S in d b erg;
«B ran dinspektøren fik alligevel ik ke R et.
D e t S k ib kom
jo ganske net i H avn.
Det koster Je r en K a lv .»
G røn n in g trak Ø ienbrynene i V eiret.
« Ja vel kom det i H avn,» svarede han, «men hverken
ved Damp eller R ø g , som
1
paastod. N ei, Kjøbm and S in d
b erg! S ee, derovre kvalm er nu den sorte R ø g op a f H yrups
Sk o rsteen .
T ro e r I, Huset giver sig til at galoppere afsted
a f den G ru n d ?
Det er ved H julene det gaaer, min F a e r!
T ag dem væ k , saa skal
1
see, hvor langt K assen komm er.»
B egge de sk ik k elige B o rgere beholdt hver sin M ening
og sin K alv. Dermed blev Sagen staaende. De skiltes som
U venner.
Da Jø rg e n Christian lidt efter begav sig hjem til Sol-