29 / 260
' 4
«G od A ften , Mads T h erkelsen ,» sagde Jø rg en C hristian.
«H vad har I paa jeres Sam vittigh ed ? I komm er saa ilsom t.»
«Brandm ajoren har vel hørt, hvad de fortæ ller nede
ved H avnen? Im orgen kommer D am pskibet «D ania» hertil.
H enrik M øller har maattet gjøre Plads ved B o lvæ rk et for
det, og vore tre Politibetjente ere ordrede til at møde for
at holde S ty r paa den Mængde, der vist vil styrte ned for
at see S k ib et komme brusende og susende gjennem den vilde
S ø , dreven frem a f Damp og den gloende Ild op a f S k o r
stenen.»
«1
kan væ re ro lig , min gode B ran dm ester,» sagde
Jø rg e n Christian med et spottende Sm il, «her komm er intet
Dam pskib ind i vo r Havn i M orgen.
Det har ikke noget
at sig e ; men naar den B yfo ged sk ik k er sine Politibetjente
ud, kan vi gjerne lade to lv Mand a f B ran dko rpset tilsige at
stille udenfor Toldboden med B ran d sk ilte paa.
Det er Je r,
der staaer for T u r, vil
1
sørge for, at det skeer. O g dermed
G ud befalet.»
Den lille Mand gik , og Jø rgen C hristian fulgte hans
Exem pel. E fte r at have reist sig blev han et Ø ieblik staaende
og sm ilede over til G jenboen.
« Je g skal derned og see det komme i M orgen,» sagde
Jen s Sin dberg.
«1
faaer ingen T in g at see. E t F a rtø i kan bevæ ges ved
H jælp a f Seil og V ind, men hverken ved Ild eller Damp.
Je g holder med Brandm ajoren, han er en akku rat M and,»
bemæ rkede en tredie N abo, G jø rtler G røn n in g, der havde
væ ret et taust og opmæ rksom t V idne til denne læ rerige
Sam tale.
«D et kommer alligevel.
S k al vi væ dde?»
«H vo rom ?»