31 / 260
i6
B ran d sk ilte paa B ry ste t.
Jø rg e n C hristian bar ogsaa sit
S k ilt, lidt m indre end de A n dres, fo rgyld t og pyntet med
K o n g F red erik den Sjettes N avn etræ k a f ciceleret S ø lv , en
G av e og Udmæ rkelse fra K o rp set til L ø n for den store
F o ræ rin g a f en to og fy rretyv e A len lang H ampeslange, som
B ran din spektøren havde b ekostet og skjænket B y e n , da
M agistraten væ grede sig ved at anskaffe den.
R ø gen viftede hen over Havfladen langt ude paa Søen .
Det var S k ib et, som man tvivled e om.
Jen s Sin d b erg gik
forbi B ran dvagten og pegede sm ilende ud derimod.
En
aandeløs Taushed hvilede o ver den store Fo rsam lin g. Jø rg en
Christian havde taget Plads foran Fo lk en e.
Den Næ rm este
bag ham var en høi og bredskuldret Mand med sort, krøllet
H aar og et langt Sk jæ g , der skjulte K ind erne og naaede
ned paa B ry stet.
Han bar en mørk Læ rred sko fte, hæftet
om L iv e t med et B æ lte, hvori der hang en bredbladet K n iv .
— G u d veed, hvad den skulde betyde.
Da han søgte at
trænge lidt fremad, holdt Jø rg en Christian ham tilbage og
form anede ham.
« B liv paa jeres Plads, F o lk ! Der skal kaldes paa Je r,
hvis det behøves, som Gud fo rb yd e!»
Kæm pen hilste ved at svinge den lille Hue, som skjulte
hans B aghoved . D erefter udbrød han høitideligt og med en
dyb Basstemm e:
«H r. Brandm ajoren kan stole paa mig.
Je g siger, De
kan stole paa mig.
Det gaaer til L iv eller til den sorte
Død.
Je g b liver her paa P letten.»
D am pskibet næ rm er sig langsom t, majestætisk. E n L in ie
a f hvidt Skum kruser sig langs med B o ven .
E n sortebrun
R ø g væ lter ud fra Skorsteenspiben ; derefter følger en skarp
L y d , et gjennem trængende, øredøvende H vin, som giver E k k o