26 / 260
baaret ind. C arls Ø ine vege ikke fra Fadet. Saa siger jeg
for Skam s S k y ld :
« S k al Du ikke ogsaa have D ig lidt F ro k o s t, min
D reng ?»
« Jo T ak ,» svarer han koldblodigt og tager to a f de
allerbedste S ty k k e r, uden at see i V eiret, medens han spiste.
1 kan tro, jeg gav ham et P a r Ø ine.»
«Ik k e et lille S ty k k e endnu, kjæ re C a rl?» spurgte jeg,
da han havde spist.
« Jo T ak ,» svarer Knæ gten og tog sig to S ty k k e r til
og spiste og spiste, bestandig med Ø inene mod G u lvet.
K an
1
tænke Je r, hvad F y ren senere gav til U n dskyldning,
Jen s Sin d b erg?»
«Han var vel sulten?»
«N ei, han svarede blot, da jeg trak ham ind i Kamm eret
og sp u rgte, hvor han turde vove at bæ re sig saadan ad:
« Je g vidste jo, jeg fik B ask for den første P o rtion , hvorfor
skulde jeg saa ikke væ re frim odig og tage den anden?»
Hvad der skal blive a f ham, maa G ud vide.
T il Handelen
har han ingen L y st, heller ikke til F a b rik e n ; deroppe sidder
han og faaer M estersvenden, Søren T yv k jæ r, til at dovne og
fortæ lle gam le H istorier og V iser a f de alleræ ldste, i Stedet
for at arbeide. N ytte gjør han ikke for to S k illin g , al den
Stund han gaaer med H ovedet fuldt a f R idd ere og R ø v ere
og Sp øgelseh istorier, dem han laver K om edier af, som Mutter
og jeg maa ned og see B ørnen e spille i Tørvehuset. D ren
gene have væ ret henne og see det tysk e Sku espillerselskab
B eck er, som agerer i Høirups L ade.
1
A ftes havde de lavet
C o u lisser a f T ø rven e, sat L y g te r i R æ k k e foran, uglet sig
ud som R idd ere, og saa sloge de saa drabelig løs paa hver
andre, i C arls Sk u espil, til det blev A lvo r, og de laae i en
11