23 / 260
B rø l, der skulde sige: «H er er jeg ! hvor blive
1
af, der
skal lukke m ig ind?»
Oppe i Solgaden kom H uusbeboerne som sæ dvan lig lidt
efter lidt ud a f deres Døre efter endt D agvæ rk og toge Plads
paa Bæ nken e, der vare anbragte for hver Mands Huus. Døren
til det ene H jørnested gik op, og en mæ gtig Person kom
til Syn e.
Han blev staaende og saae sig om.
Det var
Jø rg e n C hristian B ro sb ø ll, en a f B yen s anseete Mænd. Han
var en høi og kraftig b ygget Mand, et H oved høiere end
de fleste Andre.
Hans H aar var m ørkt og k røllet, hans
T ræ k dybe og karakteristiske, en skarp, kroget Næ se, lynende
Ø ine og brun lig H udfarve.
Jø rg e n C hristian traadte altsaa med Væ rdighed ud a f
sin H uusdør og tryk k ed e V o xdu gskaskjetten fast paa H ovedet.
K askjetten var om givet med en G u ld sn or, der for B esku eren
betød det samme som R esp e kt for B ran dvæ senets H øvding,
en B estallin g, der a f Jø rgen C hristian ansaaes for uhyre
vigtig.
«G od A ften , B ran din sp ektø r,» lød det ovre fra G jen-
boens Steenbæ nk, hvorpaa der sad en ældre Mand, klædt i
en slidt F rak k e.
Paa H ovedet bar han en strik k et, blaa-
stribet Bom uldshue, der endte i en Sp id s og Spidsen i en
Dusk. Han havde længe siddet og seet sig om til de andre
tre H jørnehuse, som om han ventede N ogen.
B ran din spektøren nikkede over til G jenboen og drog
en mæ gtig Fyrtø n d e op a f Lomm en, slo g Ild og tændte sin
M erskum spibe.
Manden derovre lagde sit Hoved med den blaastribede
Hue tilbage mod Muren og stirrede betænksom op i L u ften ,
hvilken Iagttagelse endte med, at han trak paa Sk u ld eren og
skottede over til G jenboen.