22 / 260
Det umulige Dampskib.
I
A aret 18 2 7 blom strede i Fred ericia, som i R igets øvrige
B y e r, en kjæ rnesund, karakteristisk B orgerstan d, T yp e
for et nu svundet K jøbstad sliv.
Hjemmet var H jem for
disse M ennesker, Manden var P atriark i sit eget Huus, den
Person , der styrede det Hele, en K onge i sit lille R ige.
F o r h a n s B efalin g bøiede alle sig ; h a n s Raad bleve fulgte.
E t kraftigt F o lk efæ rd , der beredte en sund Jordbund for
den kommende S læ gt, som opdrog deres Søn ner til Mænd,
D øtrene til ægte K vin d er og gav alt udenfor deres V irk e
kreds, P o litik og V idenskab, en god Dag.
E n Somm eraften skinnede Solen ned over L illebæ lt og
kastede sit G u ld skjæ r hen over de smaa B ø lger, fulgte dem
et S ty k k e og lyste over dem som en kjæ rlig M oder, der
siger F a rv e l til sine Om givelser.
M yggene summede, og
Svalern e skreg i det samme friske Sp ro g som nu. F ra tysk
K irk e ringede K irke klo k k en . Udefra Fæ lleden kom en laset
H yrdedreng hoppende ned ad G aden, blaa om Munden af
B laabæ r, og arbeidede med Iver paa en stor Skrald e. Drengen
blev fulgt a f en lang R æ k k e K ø e r og K a lv e ; enhver isæ r
vidste at finde og standse ved sin P o rt og hæve et gjentaget