30 / 260
«Om jeres brune K alv. Je g sæ tter min den sorte imod.»
« L a d gaa. Jø rgen Christian er V idne.
G od N at, H r.
B ran din sp ektør.»
Dermed gik
de ind, hver til sit, og skød Sk o d
for
G adedøren.
Næ ste Dag
var der megen B evæ gelse i B yen .
A lle
talte om det ventede S k ib .
Jørgen Christians gam le Fader
rystede paa H ovedet, lukkede sig inde i sin Stue og læste
i B ib elen. E fte r M iddag bevægede store Sk arer sig gjennem
G adern e og drog ned til Stranden.
Henad Volden, der
vendte ud mod Sø en , laa Fam ilierne med B ørn og Venner,
leirede i G ræ sset og stirrede ud mod H avet, hvorfra Sk ib et
skulde komme.
Da So len sank bag den vestre Vold, aabnedes B ran d
inspektørens D ør. Jø rgen Christian, fulgt' a f Hustru og fire
lange D renge i stribet Lin ned støi, kom tilsyne og gik ned
mod Stranden.
Han var denne Dag klædt i Uniform , blaa
K jo le med rød K rav e og røde O pslag, en G uldsnor om
K askjetten og K aard e med forgyld t Hæfte ved Siden.
Der
hvilede et bestem t og høitideligt U d tryk over ham.
Han
hilste koldt, g ik nogle Sk rid t foran Fam ilien og holdt ikke
a f, at Søn n ern e underveis kom med Spørgsm aal og B e
mæ rkninger.
R aadstu eklokken slo g ,
og Ø ieblikket næ r
mede sig.
V eien foran H avnen var sort a f M ennesker, blandt
hvilke B yen s tre gam le Politibetjente idag spillede en vigtig
R o lle.
«Inte trænge paa! — tilbage — tilbage!
H r. Mads
B ø d k er med Fam ilie kan gjerne blive.»
Udenfor Toldbodbygningen stod efter Bestemmelse de
tilsagte to lv Brandmænd opstillede med store blankpolerede