254 / 260
2 ?3
tæ nker paa efter deres Død med T aarer i Ø iet og Længsel
i H jertet.
H eroppe i den afsides Egn mellem Lim fjordens K lit
banker og N ørre T ran d ers’ talløse Kæmpehøie holdt E tlar a f
at tilbringe sine Dage.
A aret 18 9 1 blev atter for ham en haard Sygdom svin ter,
henlevet deels paa Kommunehospitalet deels paa Sofaen i
et Pen sionat i Tordenskjoldsgade.
I Slutningen a f Marts
reiste han igjen til Badestedet W ildungen, hvor han under
kastede sig flere heldige O perationer.
Den 7. A u gu st, da C arit E tlar fyldte fem og halv
fjerd sind styve A ar, stod han i et a f Hotel d’An gleterres Stu e
væ relser i K jøbenhavn.
Det var hans L iv s Hædersdag.
K o n g Christian den N iende sendte ham Dannebrogsordenens
R id d erko rs.
K o rt T id i Fo rveien havde K o n g G eo rg a f
G ræ kenland udnæ vnt ham til R idd er a f Frelserens 'O rden .
En D eputation a f Mænd fra de forskjelligste Sam funds
klasser med den bekjendte K rig er og M ilitairforfatter Oberst
Vaupell som O rdfører, o verrakte Digteren en F o lk egave, be-
staaende a f en Sø lvp o k al med Guldindhold til en R eise, et
G u ld uhr — som D igteren ofte spøgende kalder sit Taarn-Uhr
— og en A dresse, der indeholdt Underskrifter a f Mænd og
K vin d er fra Sam fundets H øider ned til « L ille Maren S k o le
p ige» , 10 A ar.
O berst Vaupell ytrede i Festtalen, at han
gjorde sig til Talsmand for den Taknemmelighedsgjæld, hvori
den danske N ation stod til C arit E tlar for de smukke og
rene F ø le lse r, han i et halvt Aarhundrede havde forstaaet at
væ kke. O bersten endte sin T ale med Slutningsordene a f en
a f D igterens historiske S k ild rin ger: «Den har ikke levet sit
L iv forgjæ ves, der levede sit L iv for Andre.»
E t andet Medlem a f Deputationen var H istorikeren,