252 / 260
231
dette Selsk ab førtes de om paa Øen, til dets Badested G uagno,
til K ysten s mæ rkelige B jerge, vare snart G jæ ster i dette
Huus, snart i hiint.
En Dag kjørte Colonna sine G jæ ster
til tre R u in er.
«H er boede mine Fo rfæ d re,» sagde han med Stolthed ;
«den første B o rg brændte Saracenerne, den anden R om ern e;
den tredie, De seer deroppe i Sk yern e, ødelagde Genueserne
for os.»
Saaledes aabnedes det virkelige C o rsik a for den danske
F o rfatte r, og han læ rte Øen at kjende under Forhold, som
ikke falde i mange R eisendes L od , naar de i Vogne gjæste
Seevæ rdighederne.
C orsikaneren aabner sig sjældent for
den Fremm ede, betragter ham oftest med en overlegen Med
lidenhed.
Hjemme i K losterb ygningen under Kastanietræ erne ud
foldede sig et andet L iv .
H er samledes jæ vnlig K losterets
Fæ d re hos C arit E tlar. D isse æ rvæ rdige M issionairer, hvoraf
nogle vare a f udpræ get Dannelse, som tilbunds kjendte deres
C o rsik an ere og skildrede deres charakteristiske O plevelsei,
medens de syntes at finde Behag i de danske Retter.
Paa den Maade indsam ledes Stoffet til de nævnte B øger
fra C o rsik a.
De indeholde derfor ny og charakteristisk
V irkelighed.
E n D ag traadte en laset Bandit ind i de Fremmedes
Stue.
Han bragte som G ave en F laske O liven olie, der
«ik k e kunde veies op med G u ld », hans T ak, fordi han
nogle D age tidligere gjennem en G edehyrde havde modtaget
en F lask e V iin og andre Levnetsm idler fra C arit E tlar, som
havde hørt om hans fredløse L iv i det næ rliggende Maki.
Bandittens B rø d e var undskyldelig: en Mand havde haanet
hans Moder, saa skjød han ham ned.