248 / 260
227
medgav dem en A n befalin gsskrivelse til Prioren ved næ vnte
K loster. Væ rtinden fyldte Vognen med N ødvendighedsartikler
for den første T i d ; og saa begave de Reisende sig modigt
afsted til den even tyrlige Fæ rd.
Om denne D agsreise sk river C arit E tla r:
«D et gik bestandig opad mellem optaarnede Steenm asser,
splittede, truende med at styrte ned i næste Ø ieblik, be-
voxede med C istu s og Jord bæ rtræ et, der bæ rer hvide B lom
ster, gu le og røde B æ r paa eengang. Brom bæ rranken slynger
sig ind mellem blom strende Ericabu ske og danne med deres
skarpe T o rn e en uigjennem trængelig Væ g og det sikre Sk ju l,
som den F red lø se elsker og Gensdarm en frygter.
O ver
B usken e hæ ver sig her og der en gammel Jern eeg, eensom ,
m osgroet, kroget, Efterkomm er a f de mægtige Sk o ve, som
i gam le Dage dækkede Egn en, og som først Fø n iciern e,
siden G ræ k ern e, Rom erne, Pisanerne og sidst Genueserne
have hæ rget.
E n S o lso rt syn ger inde i Sk yggen , dæmpet
og afb ru d t, som om den søgte at opfriske sine bløde Me
lodier fra fo rrige Somm er.
L an gt, langt borte galer en
Hane fra de smaa H yrdehytter, K ild er risle ned gjennem
K løftern e og forsvinde flere hundrede Fo d nede i den lille
Flod Liam one, b evogtet a f skrigende Ørne, der undersøge*
om ikke en tankeløs F o rel skulde væ re gledet ind mellem
Vandets flade Stene.
L an gs V eikanten slæber et Regim ent
M yrer de gule C istusblade i smaa B un ker om deres Tuer.
E n G ed med sammenbundne Forbeen og et lille næ sviist
K id , som dandser om kring, vise sig et Ø ieblik paa Skraa-
ningen og synes at spørge, hvad Du har at gjøre her, hvoi
alene Ødet og M indesmæ rket a f henfarne Sek ler synes at
have hjemme.
Intet M enneske møder Dig.
Du bliver saa
lille og u betydelig i denne storslaaede N atur, det tynger og