CarlEtlarsMinder

225

oppe laa Sneen i smaa, afb ru dte Strib er, hvorfra Vandet

som hvide A arer sivede ned i K løfterne.

Sk yern e bag

M onte R oton de sam ledes i blaagraa Masser, som Fantasien

kunde antage for endnu fjernere Bjerge.

Febertræ et og

M akikrattet udsendte bedøvende Duft over Egnen. — A lt

var L y s , Varm e, Forjæ ttelse. — Men paa de meest iøine-

faldende P u n kter om kring A jaccio, sees en Mængde smaa,

hvide B yg n in g er, de rige Fam iliers B egravelsessteder. H vor

Ø iet seer hen, møder det disse Forgængelighedens M inder

ligesom Kæm pehøiene paa Ahlheden, — et opbyggeligt

«memento m ori» for de stakkels B ry stsy g e.» —

Fo rfatteren s Ophold i det danske Pensionat blev kun

a f k ort V arighed.

De mange B ry stsv age i alle denne S y g

doms fo rskjellige Stad ier fyldte Huset og dets Omegn med

sørgelige B illed er og F a re for Sm itte. Dertil kom de mange

smaa Interesser, som groe frodigt i et Pensionat, og lidt

efter lidt drog et S lø r for den fremmede, eiendommelige

N a tu r, saa at Opholdet mere antog Charakter a f dansk

P ro vin d sliv end a f corsikan sk F rilu ftsliv. C arit E tlar flyttede

derfor i Jan u ar bort fra dette lille Danmark til et fuldblods

corsikan sk Hjem.

F ø rst her begyndte det egentlige Corsi-

k an erliv at oplades, eiendommeligt og berusende.

Væ rt

inden var en C ou sin e til den berøm te B and it Serafino fra

O ta, H elten i E tlars Væ rk a f samme N avn.

C orsikansk

G jæ stfrihed, Æ d elm od , Fædrelandsstolthed, flammende Had,

opofrende V enskab omgav kort efter D igteren med den

N atur, han ofte forgjæ ves søgte paa Fastlandet.

«H er aander man frit,» var hans stadige Udbrud, naar

han fæ rdedes, snart oppe hos Gedehyrderne, der øverst paa

K lip p ern e om A jaccio havde indrettet deres Vinterstade i

Steenhuse uden V induer, hvori der kun fandtes et mørkt