241 / 260
staaende heldige O perationer, m odtog B ro sb ø ll a f G eheim e-
laadens Hænder og helligede ham en sjælden om hyggelig
Pleie.
Da E tla r samme A ften sad i en m agelig S to l i en
P rivatvillas grønne H ave, medens So lso rtern e smuttede ud
og ind i B uskadserne, og lune S k o vlu ftn in ger syntes at
bringe Fo rjæ ttelse om et nyt L iv , brast C arit E tla r for
første G an g i al denne T id i G raad og udbrød : « S k al jeg
døe, saa lad m ig døe her i den frie N atu r og ikke i det
skræ k k elige Væ relse, hvor jeg seer S y n e r paa V æ ggen !»
Det var, som om alle Feb ersyn er her med eet fo r
svan d t; et nyt, rigt, poetisk L iv aabnede sig for den Prøvede.
F ra denne D ag gjenvandt C arit E tlar efterhaanden K ræ ftern e,
badet i den varm e S o l, om givet a f F o rstaaelse og venlige
M ennesker.
H er dikterede han Fo rtæ llin gern e « F o r slet
Intet», «Ingos B ed rifter» og « F rø e t spirer».
I otte Som re blev dette
Sted C arit E tlars jæ vnlige
Opholdssted.
Da Efteraaret kom, ordinerede Læ gern e E tla r mod
Syden .
E fter hans Ønske sk rev G eheim eraad M annkopff
en A n søgn in g til vort Kultusm inisterium om forlæ nget F e rie,
for at D igteren i Syd en fuldstændig kunde restituere sit
H elbred.
F ø rst i O ktober, da gulnede B lad e a f Storm og ved
varende R egn svøbedes gjennem A lleerne, tiltraadte C arit
E tlar endelig for A lvo r sin afb ru dte R eise mod Syd .
V ognen, hvori de R eisende bortførtes, var fyldt a f Venners
B lom ster; H ilsener tilvinkede dem overalt en ly k k e lig R eise.
Det blev ogsaa en lyk kelig R eise, der indeholdt H oved
begivenheder i D igterens L iv :
Hans V ielse i Innsbrucks
220