238 / 260
217
ud til Stationernes B ekjendte.
«Hvem der vidste, hvor jeg
kjender dem fra.»
« F ra B ø gern e,» lød Svaret.
« Ja , det er jo det A llerbedste,» svarede E tlar og nik
kede engang til, mens T o get brusede videre.
C arit E tla r naaede dennegang dog ikke længer end til
G o ttin gen , hvor et T ilbagefald tvang ham til en Uges O p
hold.
Han reiste videre og naaede Universitetsstaden Mar-
burg, hvis gam le T aarne paa tidligere R eiser ofte forgjæves
havde fristet C arit E tlar til et B esøg.
H er maatte han
atter b live liggen d e; men en higende U ro efter at naae
Syd en drev ham op næste Form iddag.
Hans nuværende
H ustru var først i A p ril bleven tilkaldt som Sygepleierske,
nu, da det syntes for silde.
Hendes Hjerte gav hende
K ra ft og hendes Fam ilies Opmuntring Mod til at overtage
den ansvarsfulde P o st at ledsage den dødssyge og faderlige
Ven paa hans store og maaske sidste R eise.
1
M arburg var der Konfirm ation hiin Foraarsdag.
« Læ gern e gaae ikke ud en s a a .h ø i H elligdag,» lød
H otelvæ rtens S v a r paa den ængstelige Kimen.
E n sjælden F y ld e a f G røn t og Foraarsblom ster omgav
den tause, svulm ende Lahnflod, der ilede gjennem Staden,
Lu ften var mættet a f Duft og M alm klokkernes K lang fia
den næ re Elisabethskathedral.
Den S y g e laa reiseklædt og
ventede med Féb erp uls paa H otelvognen, der skulde afhente
de R eisend e til Syd toget.
Fu ld a f B ek ym rin g ilede hans
S ygep leiersk e i Sm ug til B yen s første Læ ge, Geheimerath
M annkopff, C h ef for Stadens K lin ik , Professor ved det der
væ rende U n iversitet, men blev afviist af Professoi inden,
fordi de selv havde B arn i K irke .