235 / 260
E fte r denne N at var det kun enkelte D age, at S y g
dommen, en k ron isk B læ relidelse, tillod C arit E tla r at røgte
sit Em bede.
M idt i Ju leu gen maatte han gaae tilsen gs, for
først i A p ril som en nedbrudt Mand at reise sig fra et
sm ertefuldt Sy g eleie i hans tomme og eensomme Huus.
P ed er Schram sagde den sidste G an g, de gam le Venner
mødtes paa K o ngens N yto rv i 18 9 5 , at C a rit E tlar havde
bragt ham glade T im er og mangen en frisk L atter under
hans Sygeleie.
« Je g har, ved den levende G u d, laant alle D eres B ø ger
hos O rpheline, De veed, min D atter, og jeg har læ st dem
hver eneste en, mens jeg laa syg, saa, har jeg glæ det Dem
paa Theatret, saa har De ogsaa glæ det m ig.
Je g kunde
have L y s t til at spille Figu rern e. De skulde ik ke faae Skam
a f m ig.»
D er var Ingen, der havde fredet om D igterens eget
S y geleie den V inter.
E n skyfuld A prilaften forlod han for sidste G an g den
B yg n in g i F red erik sb erg A llee, som han i Ungdomsmod
havde reist over E n gen e, og H aven, i hvilken de fleste
T ræ er og B u sk e havde _ en H istorie.
Denne B u sk var
kommen fra hiin H erregaard, dette Blomm etræ havde han
hjembragt som
P o d ekvist, indpakket
i V o x, fra T rian on,
M arie Antoinettes L y sth a v e ; denne P avillo n havde han og
B rødren e reist,
for at han der kunde have et fredeligt F r i
sted for sin T an k e ; disse F løid øre havde han selv prydet
med Stuccaturblom ster, A ftry k a f H avens levende P lan te r;
M alerierne over Dørene vare enten a f ham selv eller a f
Kamm eraterne,
A . M elbye, Sørensen,
Rum p , R o ed , Dahl.
Denne Am or over Indgangsdøren var en a f Thorvaldsen
egenhændig skjænket O rigin al-G ib safstø b n in g; ogsaa en lille
2 14