231 / 260
2 10
4 A len langt.
Det kom paa næste U dstilling.
Det, som
interesserer m ig meest ved denne H istorie — nei, græmm er
mig, volder m ig sjæ lelig L id else den D ag idag, er, at jeg
ødelagde det, gjennem skar mit H erodesbillede, skjøndt flere
M estre, bl. A . M arinem aler Sørensen, sagde, at der var F i
gu rer deri, som vare fuldt ud R em brandtske.
Je g ødelagde
det, fordi jeg syntes en T ilsk u er betragtede det ironisk.
Saaledes har jeg alletider væ re t; saa snart der kom noget
iveien , saa væ k med det.
Je g øvede selv den strengeste
K ritik over mine A rb eid er; men den G jern in g fortrød jeg
bittert, skjøndt jeg aldrig har havt nogen T ro til m ig selv.
Saadan har jeg fo rø vrigt ofte ødelagt mine M alerier, for
Exem pel B ou rn o n villes og Joh an L . H eib e rgs; senere kom
der Bud fra N orge, om jeg endnu var i B esidd else a f dem.
Saa døde Goldschm idt, som De veed, a f Forb lødn in g.
Det kom mig ikke u ven tet; vo r fæ lles L æ g e havde forberedt
m ig paa hans Død.
1
sit sidste Ø ieb lik saae Goldschm idt,
at der var B lod om kring ham.
«H vad er alt det R ø d e her?» spurgte han.
«D e har
spildt v o r gode V i in.»
Je g m istede min bedste Ven og savner ham meget. —
N ei, man skulde aldrig væ re kommen ind paa K u n stn er
banen, som avler Æ rgjerrigh ed . Man burde væ re blevet en
d ygtig H aan d væ rker.»
«D eres Land og Deres B ørn takker for hvad De har
væ ret for dem.»
«M ine B ø rn ,» ytrede Professoren, og hans A n sigt lyste.
« Ja , min Fam ilie er min H elligdom .
T re G an ge blev der
budt m ig Plads i Akadem iet — som De veed, er mit A telier
daarligt — men jeg tog ikke mod T ilbudet, fordi min
H ustru, den En gel, hellere vilde boe herude sammen med