237 / 260
Saa vil min D br jeg da stænge,
jeg kan til H vile nok trænge —
Farvel, o g Godnat!»
C arit E tlar følte sig i dobbelt Fo rstan d forladt denne
V inter.
Hans P leied atter, der i A arenes L ø b var voxet
fast til hans T ilvæ relse, saaledes som D igteren skildrede det
i B ogen « Z ilo », og som var begyndt M alerstudier paa
G alleriet, i hvilken T id hun opholdt sig i sin O nkels,
O verhofm arskal L øven sk jo ld s, Huus, befandt sig de senere
A ar i Sv e rig e .
Da A p ril Maaned kom , blev Skilsm issen fu ld b yrd et;
to træ tte M enneskesjæ le fandt endelig H avn hver for sig.
C arit E tla r stod op for efter Læ gen s R aad at søge
til Syd en .
Ingen, som i hiin T id saae ham, troede, han
vilde vende levende tilbage, heller ik ke han selv.
Støttet
til en Vens Arm forlod han sit Huus.
Denne unge Ven
var F o rfatteren A lex. Schum acher, der trofast havde besøgt
den S y g e og adspredt hans Tanke.
C arit E tla r bøiede sig ud a f K u peevind uet, til det
sidste G lim t a f H ovedstaden var forsvundet, og udbrød:
« F a rv e l, Du V ugge for al min L y k k e og for saa
megen S o rg .»
H er var han traadt iland som sextenaars D reng, hjem
løs, med en lille K iste
som h alvfjerd sin dstyveaarig Mand
i eiste han fra den samme Stad , uden Hjem , med en lille
K uffert. — Men paa den sidste Kæm pegrav ude ved K o rsø r
stod nok nu «lille Palle» med B enen e kjæ kt fra hinanden
og blæ ste for sin gam le D igter paa den T rom p et, han
endelig havde faaet, og hans T o n er løde langt.
«See, hvor de hilse ven ligt,» sagde B ro sb ø ll og nikkede
2
I6