239 / 260
2 I 8
«K om igjen K lo k k en tre,» tilføiede hun, da hun saae,
at der var N ø d paafæ rde.
K lok k en tre stod den Fremm ede for P ro fesso ren , en
venlig, m iddelaldrende Mand. Godheden lyste i hans A n sigt.
Stemm en svigtede hende pludselig a f Sin dsb evæ gelse.
Uden
at sige et O rd tryk k ed e P ro fesso ren den U bekjendtes Haand
og fulgte med til Hotellet.
Den S y g e blev strax bragt i
Sen g, enhver videre R eise forbudt.
F ra den D ag besøgte den trofaste og opofrende L æ g e
den danske G jæ st, som oftest 3 — 4 G an ge daglig i flere
M aaneder, en a f disse K jæ rligh edsgjerninger, der a f en saa
udpræ get dansk Mand som B ro sb ø ll gjorde en for L iv e t
tyd sk ven lig Sk yld n er. — T rod s den frem ragende V idenskabs
mands B estræ b elser vedblev en snigende F e b e r at hærge
den S y g e ; tilsidst sank han hen i en apathisk Sløvhedstil-
stand.
E fte r to M aaneders u afb ru d t S y g eleie , ved hvilket
V idenskab og Ømhed havde udtøm t alle H jæ lpekilder, opgav
Læ gen H aabet og meddeelte hans Pleied atter, at det nu
efter al Sandsynlighed var paa det Sidste med C arit E tlar.
Væ relset, hvori han laa, var sm ykket med friske B ø g e
grene, D igterens Y n d lin gsfu gl, Stæ ren , fløitede ude paa det
spidse G jenbotag, Studenternes F ryd eraab lød nede i Gaden
— inde paa Puden laa det dødstræ tte, charakteristiske H oved
med det taalm odige Sm iil.
Jo næ rm ere dets E ie r syntes
Sk yggern es R ig e , desmere forklaredes hans T ræ k .
Den Efterm iddag stege brændende B ø n n er om H el
bredelse til G ud for v o r gam le, prøvede V en, Danmarks
folkekjæ re D igter, som her i det fremmede L and nu droges
med Døden.
C arit E tla r døde ikke.