236 / 260
215
F rise a f P ro fesso r Peters sm ykkede Forstu en.
K o rt sagt,
denne Eiendom var K u nstnervæ rk.
Som allerede berørt blev C arit E tlar lidt efter lidt en
eensom Mand i dette Huus.
Hans Datters havde, næppe
voxen , forladt Hjemmet, tog Exam en med Udmærkelse, og
helligede sig til pæ dagogisk Virksom hed. D igteren og hans da
væ rende H ustru, født Thorbjørnsen, vare to udpræget grund-
forskjellige N atu rer uden Sam interesser. Aarene havde mere
og mere fjernet dem fra hinanden.
1
«V iben P eter» sk river C arit E tla r: «Man kan gaae
ved hinandens Sid e og væ re skilt ved B jerge og Dale —
Land og H av kan væ re os imellem, og vi gaae dog ved
hinandens Sid e .» —
Sam tidig med, at C arit E tlars Sygdom tog en alvorlig
V ending, maatte F ru B ro sb øll søge Pleie i D iakonisse
stiftelsen for en ældre Svaghed.
Hun vendte ikke oftere
tilbage.
1
Slutningen a f Jan u ar 1885 flyttede hun til en
Sø ster og sendte en Skilsm issebegjæ ring til Hjemmet, idet
hun med beundringsvæ rdig T ak t havde forstaaet, at saavel
hendes egne som D igterens sidste Dage endnu kunde blive
lyse og lyk kelig e.
B ro sb øll troede, at hans Død vilde løse
op for et treogtrediveaarigt Æ g te sk ab , som ofte gjensidig
ønskedes hæ vet; han nægtede derfor en T id at modtage sin
Frihed paa Andres B ekostn in g.
V interen 18 8 5 sneg sig hen.
Følgende Udbrud fra
hiin T id fandt vist det rette U d tryk for den Syges Stem
ning og skild rer denne tydeligere end lange S id e r:
«Tier nu stille, I Strenge,
som haver lydt saa længe,
jeg føler m ig træt og mat.