227 / 260
206
H eiberg. Den talentfulde Sk u esp iller Christian Schm idt døde,
som De veed, og efterlod meget uheldige pecuniaire Forhold.
Det greb os dybt, at dette skulde væ re Enden paa denne
Kunstners sprudlende L iv og friske H um or, hvormed han
saa ofte havde glædet os A lle. V i besluttede at gjøre N oget
for E n k en .
E n h ver gav S it dertil.
« Je g skjæ nker det B illed e der,» sagde jeg og pegede
paa F ru H eibergs M aleri, som tilfæ ld igviis var udstillet i
«.Sindelaget».
M ange meente, at jeg hellere maatte give Pen ge, at jeg
senere vilde fortryd e det.
«N ei, nu er det givet bort. Behold det.»
D er blev raadslaaet. Etatsraad C lausen fo reslog at lodde
det bort.
Saa vandt Foren in gen det selv paa de usolgte
Num re.
D erefter holdt vi indbyrdes A u ktio n over det i
Foreningen. Etatsraad Clausen kjøbte det for fire hundrede
R ig sd aler; ved Tom bolaen indbragte
det elleve hundrede
R igsdaler.
Nu er M aleriet i Etatsraadinde C lausens B e
siddelse.
F ru H eiberg har i sine L ivserin d rin ger udtalt sig meget
sm igrende om min O pfattelse a f hende.
Hun sig e r: « See
paa mit B illede, malet a f Monies.
1 dette (hendes femte
P o rtrait) er jeg først fæ rdig med min P erson ligh ed ; her seer
jeg mit oprindelige Væsen atter træde frem med det dybe
Tungsind, der var nedlagt i min N atur, men med F a re for,
at dette Tungsind kunde udarte sig til en vis tung, borneret
A lvo r, der fortæ rede m ig i anstrengende A rb eid e, hvor
P lig ter dom inerede A lt.
Men endnu fures ikke T ræ kkene
a f Bitterhedens eller Harmens L id en sk ab er; jeg seer endnu
saa stille hen for mig, om der end alt i dette B illed e ligger
nogen Sm erte, som ikke lader sig skjule.» —