229 / 260
havde V agt, vare vi A lle nede i H ovedvagten, et heelt K om
pagni, Anton M elby, som morede sig med at fortæ lle de
skræ kkeligste R ø verh isto rier, hvori han selv næsten altid
var H elten, B ou rn o n ville, V iolon cellisten K ellerm an n, som
først blev i godt H um ør efter at have spist en stor B e u f;
men saa spillede han for os A lle, saa det var en F r y d ;
M antzius, som deeltog i vore saakaldte « P rofesso rkom ed ier»
paa Fo lketh eatret og roste mig paa sin brusque og god
modige M aade:
«D e var F
g . . . m ig den bedste efter m ig!» —
Min fortrolige Ven var G old schm idt; ham kjendte jeg
fra vo r tidligste Ungdom .
Han var allerede dengang en
eiendomm elig Personlighed, en udmæ rket Sø n , opfyldt a f
dyb K jæ rligh ed til sine Fo ræ ld re. Je g husker for Exem pel,
at vi engang vare i Sk o ven sammen med H østs og G old-
schm idts Fo ræ ld re.
H øst bad os at d rikke en a f de T il
stedevæ rendes Sk aal. G oldschm idt foer i V eiret, slængte sit
G las til Sid e og udbrød:
« Je g drik ker ikke med. Det var bedre, om De havde
dru kket min Moders Skaal først.»
E n anden G an g havde jeg G ild e ude paa T oldbodveien.
De veed, jeg byggede selv det rare Huus i G røn nin gen,
som nu Nonnerne har. T il mit G ilde var ogsaa G oldschm idt
o g hans Sø ster budne, Faderen derimod ikke.
Men saa
kom G oldschm idt op og sagde:
«Dersom De vil, at jeg skal komme, maa De ogsaa
indbyde min Fader.»
Sen ere flyttede Moderen med Sønnen til Badstuestræ de.
T iisid st bleve vi N aboer herude paa Gamm el K o n g evei og
spadserede daglig sammen.
Han sagde ofte, at han saae sit
Publikum i mig. Enten læste jeg hans nye A rbeider høit, eller