226 / 260
205
udføre Hædersgaven.
Je g fandt det ganske interessant at
skulle male disse fyrstelige Person er og kom derover til de
Danske, medens T yd skern e fik deres Maler. Saa malede jeg
da disse fem yn dige B ø rn , der forresten vare voxne. - Je g
boede nede i Præ stegaarden.
E n Dag havde jeg sat en af
Prindsesserne til T ø rrin g i V induet.
E n a f Tjenestepigerne
kilede ind til Fru en og raabte, at nu var en a f Prindsesserne
kommen i Præ stegaarden.
Huset kom i O prør, Fru en fik
sig pyntet — jo, Prindsessen var i Huset, paastod Pigen
— og det blev en kom isk H istorie!
Den tydske M aler vilde natu rligviis gjerne stikke mig
ud, og hans Landsmænd opfordrede ham til at give sin Me
ning tilkjende, da mine B illeder vare fæ rdige.
Han kom
ind i mit A telier, hvor M alerierne stode opstillede.
Han
forblev længe tau s; endelig nærmede han sig til mig, bukkede
dybt og sagde:
«N u træ kker jeg mig tilbage.
Men tillad mig, før vi
skilles, at male den danske M ester.»
Saa malede han mig og skjænkede Præ stefruen B illedet.
De husker vort K u n stn erliv i K lubben «D et gode Sin de
lag» henne i Boldhuusgaden ? Je g var med om at stifte den.
D er kom ikke en frem ragende Størrelse til B yen , uden at
han strax lod sig indføre i «Sind elaget».
Det ene Selskab
affødte det andet ligesom de præ gtige K unstnerkarn evaller, i
hvis D irektion jeg ogsaa indtraadte.
E n A ften husker jeg,
at vi havde L ø ie r med Danmarks L o ria, fordi en Anden
m askerede sig og efterlignede ham saa mestel lig, at
sidst kom op at strides om, hvem a f dem der var den
virk elige L o ria , uden at det lykkedes den ægte at o ver
bevise den falske.
1
«D et gode Sindelag» mistede jeg mit Maleri af Fru
I