221 / 260
200
E fter nogle Dages interessante Ophold hos den gjæ stfri
H øvdin g drog C arit E tlar videre. Væ rten farvede til A fsked
hans Tomm elfingres N egle gule med B a rk a f G u ldregn træ et
og bød ham vise dette T egn til N abostamm ens A n fø re r; han
vilde da blive godt modtaget. Saa red E tla r videre med en
ny F ø re r.
So len brændte, et K o leraliig, som fandtes ube-
gravet ikke langt fra V eien, talte manende til ham om at
vende om.
Han blev ogsaa gjæ stfrit modtaget a f denne Stamm e,
blev der nogle Dage, fik L edighed til at see det Indre a f
A raberhøvd in gen s H arem , idet man antog ham for D octor,
og bad ham helbrede Favo ritin d en s syge Ø ine.
E tla r saae
sig om, raadede til at bruge koldt Vand og spurgte bagefter
H øvdin gen, hvor han turde lade ham see hans K vin d er.
Høvdingen maalte ham med usigelig Væ rdighed og ytrede
b lo t: «V ous étes un pére».
O gsaa herfra medbragte E tla r et L eid eb rev, en Strim
mel Pergam ent, hvorpaa stod nogle O rd, dem P ro fesso r
Herm ansen senere tydede for C arit E tla r : «1 Allahs N avn,
lad min G jæ st fare i F red .»
Da han efter en D ags anstrengende R id t endelig naaede
den nye Stamm es T eltleir, blev han uven lig modtaget trods
sit L eid eb rev. Mændene betragtede ham med mørke B lik k e.
En undersøgte hans R eisetæ ppe paa en m istænkelig Maade,
en Anden gjorde atter den betegnende H aandbevæ gelse op
mod Halsen.
Den gam le H øvding blev siddende uden at
bevæ ge sig, skjøndt den Fremm ede rakte ham A n befalin gs
tegnet.
E n lille D reng sad ved hans Fø d d er og rev en
Mængde S v o vlstik k e r af, naar Ilden slukkedes i den gam le ■
Mands Pibe. C arit E tla r blev staaende, uden at H øvdingen