217 / 260
M aalet er naaet.
F o ran mig ligger et andet P aris —
Sodom a, som N ogle sige. B lu ssen e ere tændte i Fyrtaarn e t,
der staaei paa V agt foran Indseilingen til H avnen og viser
V e i, ligesom D igteren og M oralisten viser V ei: undertiden
uden selv at væ re istand til at følge den.
lø v rig t breder der sig i denne T im e en forunderlig
Høihed o ver Egn en.
Den store B y med de hvide Huse,
hvide T age og hvide
M oskeer lign er en hvilende Kæm pe,
indhyllet i et L ig lagen .
Je g følte m ig grebet a f noget N yt
og U bekjendt og sov vist ikke meget den første N at, men
drøm te desuagtet vaagen, om givet a f disse tilgitred e H arem er,
M ure, der sukke under deres H emmeligheders Væ gt, M inder,
dei tale, en V alplads, paa hvilken H adet kæmper mod F o r
soning, B a ib a ri mod C ivilisatio n .
Je g stod endnu udenfor
A lt, begreb Intet, ventede kun, anede kun, og deri ligger
ofte den største L y k k e . — B lo t det er vist, at vi nu ere
naaede til A lgier, Frem tidens B y , der stræ k k er sit Hoved
mod en Ildsol, medens
den bader sine Fø d d er i
detm ørke-
blaa H av og favnes a f A tlasbjergene.
L æ n ge før det gryed e ad D ag, var jeg ude i B yen .
A raberen forlod sit K jæ ld e rh u l; N egeren laa paa et G ad e
hjørne, gnavende paa en A gu rk eller et halvmodent G ran at
æble, b elyst a f G aslygtern e, som endnu ikke ere slukkede.
Sm aa V ogne rulle gjennem G aderne med B rø d og F ru g te r;
Æ sle r, M uldyr, usynlige under B u n k er a f G røn tsager, komme
ind fia Landet, F lo k k e a f G ed er, hvis Mæ lk kjøbes, endnu
inden den er malket, leire sig paa T o rvet.
Det lysner, Dagen aabner sine P o rte, nu skinner Solen
over M oskeen, den kongelige Palm e vifter i M orgenvinden,
G ader og T o rve fyldes a f en fantastisk broget S væ rm ; for-
skjellige D ragter, Stillin ger, U d tryk overalt, Z o u aver med
196