214 / 260
i deres H jerter, maaske en ligesaa dyb og varig, som den
før om talte F e st frem bragte.
O gsaa K ab ylern e, der udgjøie
en Deel a f Land ets ældste In d b yggere, kom med lange
R æ k k e r a f K am eler eller D rom edarer, som den A fdelin g af
Slæ gten hedder, der nøies med een P u kkel. En h ver Stamm e
havde sin K adhi eller Dommer med, et B illede a f den meest
æ refrygtindgyden de P atriark , man kan tænke sig.
D er b lev L arm i B lad en e: «D et er u fo rsvarligt handlet
af G u vern ø ren ,» sagde man.
«Han skulde værne os for
K o lera, for alle disse pestbefængte U lve i Faareskind , og
saa byd er han Pesten komme indenfor vore M ure.»
Mac Mahon hørte paa dem og lod dem tale.
Da jeg
senere under mit B esø g i A lgier fik Ledighed til at tale med
ham herom , trak han paa Sku ld eren og sagde:
« E t overord enlig T ilfæ lde fordrer overordenlige F o r
holdsregler.»
Han vedblev at mætte disse hungrige Munde og mildne
denne tause og skrigende Nød.
D er fandt altsaa en saadan Kornuddeling Sted den D ag,
jeg besøgte Staden N em ours.
A andelig Fød e i K irken ,
legem lig F ø d e paa T o rvet.
H ele Pladsen var bedæ kket af
m aleriske G rup per i alle mulige plastiske Stillin ger, blandt
hvilke den liggende dog var den meest fremherskende. Her
traadte den sydlandske N atur ud a f B urnussen, her raaber
det, sk riger det, hviner det, saa man skulde synes, de gam le
Mure maatte briste derved.
H vor de lyste og straalede,
disse m ørke, m elankolske A n sigter over de fyldte Sæ k k e!
B illed et mindede om Josephs B rø d re, der hente K o rn fra
Æ g yp ten .
F ig u re rn e , D ragtern e, Om givelserne vare de
samme.
Men, eengeng for alle, hvorledes er det muligt for den
193