209 / 260
saa langt borte, at vort D am pskibs Stø i ik ke naaer derhen,
hæve sig nogle blaagrønne, halvrunde F ig u re r over S ø e rn e;
det er Skildpadderne, som det sm ukke V eir lo k k er op i
Vandskorpen, hvor de faae sig en tryg, lille Sø vn .
R o e r
man hen imod dem, lade de sig grib e om B enen e og hale
in d ; det godm odige D yr gjør ikke den ringeste Modstand,
det siger b lo t: « K u f, k u f!» hvilket efter K yn d iges F o r
klaring i D yrets A lm uesprog skal betyde det Samm e som :
« L ad m ig nu væ re i F red , I S ly n g le r!»
Je g seer det H ele.
So len brænder allerede nu ved
Vinden sover, D æ kket er glohedt.
L ig e m eget!
Je g er ombord paa Veien til A frik a med mit solide A n kerske
R eiselegat i Lomm en og nyder Friheden efter n ylig i B adet
Luchon ved Pyrenæ ern e at have endt R om anen «Firehun-
drede A a r» , senere omdøbt til «T ranens V arse l», og som
var bestilt a f R ed akteu ren a f « F o lk e ts A vis» samme F o raar.
E n D ag traadte han ind til m ig hjemme i K jøbenhavn med
de O rd : «D e maa sk rive N oget til os.»
«N ei, jeg vil ikke.»
« Je g forlader ikke Stuen , før De har sagt Ja .»
«Um uligt, jeg er midt i et andet A rbeide, der skal være
endt til min R eise.»
« S aa maa De læ gge det tilside.»
«Men jeg skal have hundrede K ro n er for A rk et.»
«D et underskrive vi med det samme.»
«H vad skal jeg sk rive om ?»
«H elst en lang B o g fra M iddelalderen — forresten og-
saa gjerne en fra v o r T id.»
«G od t, saa lade vi den spænde over fire hundrede A ar
og døber Væ rket med det samme.»
Nu var A rbeidet altsaa til En de, H onoraret modtaget