208 / 260
Reiseerindringer.
« j a v i s t , at reise og aldrig blive træ t, at sige til sig se lv :
J
«N u reise vi igjen, jeg veed ikke h vorh en ; men vi
reise, min V en ! Det er Sagen» — det var min Læ n gsel
og L y s t i alle Dage fra min tidligste Ungdom , den K ild e,
hvorfra jeg hentede Friskhed og fornyet K raft,» det sagde
C arit E tlar.
«N u maa jeg lade de lange R eiser fare; men
saa kan jeg jo om A ftenen kalde Syden s fjerne Lande herop
til m ig, Palm en til G ranen, Ø rkenen til Isen.
laften er det M iddelhavet, vi seile hen over, medens
Maanen sender sit blege L y s over vor nordiske Kæm pegrav
herudenfor mit Huus, R om ernes H av, K orsarernes H av, V al
plads for m angfoldige B ed rifter, som T id og Glem sel fo r
længst drog sit Forhæ n g over.
Je g hører det H av endnu
synge den samme brusende Melodi, det pranger i F arver,
som aldrig nogen Maler har magtet at gjengive, det gyn ger
og bevæ ger sig som en mæ gtig Kæm pes B ry st, der drager
Aande i en rolig Sø vn .
Sm aa, sorte Æ n d e r og graablaa
M aager ligge og fiske paa B ølgern e.
A f og til glim rer det
henover Havfladen som en R eg n a f S ø lv ; det er Stim er af
Sard in er, der forfølges af Thunfisken.
Men længere nede,