213 / 260
192
her i Verden tjener jo til Sk u esp il, Lid elsen og G læ den,
h vorfo r da ikke en E rk eb isp med violette H andsker?
Ind i K irke n gik det med Sto re og Sm aa; K lok k en
vedb lev at kim e; den syn ger jo sin L o v san g og L ig san g
med samme Tunge.
Imedens M onseigneur tildeelte Mængden V elsignelse i
K irk en , blev jeg paa Stadens T o rv , en aaben Plads, beplantet
med A k acier, Vidne til en anden F e st i Staden N em ours,
en Fest, hvortil man ikke kom i F lø il og S ilk e , en K o rn
uddeling til de udsultede Indfødte, der paa deres K am eler i
F lo k k e strømmede ind fra det forbræ ndte Land, hvor de
mudrede Flod rester forgiftedes a f G ræ shopperne, som paa
deres V andring vare druknede i Vandet, og hvor M enne
skenes Fød e i lang T id kun havde bestaaet i T idselens sk ræ l
lede B lad stilke, M arven a f den lave Palm e, Ph oen ix hum ilis,
L øvetan d , k ort sagt, man tog tiltakke med Alt.
G en eral Mac Mahon, Stath older i A lgie r, saae denne
Nød og besluttede at handle paa egen Haand, for at lindre
den. Han lod opkjøbe alt det K o rn , han kunde overkomm e,
og sk rev til F ra n k rig efter mere.
D ernæ st sammenkaldte
han fra Ø st til V est H øvdingerne fra de forskjellige Stamm er
og sagde til dem :
«1
mangle B y g til at sp ise; i O ktober kommer Saae-
tiden, saa vil I ogsaa mangle B y g til at læ gge i Jord en .
S k ik Ed ers Mænd til den næ rm este H avn, saa skal I faae,
hvad I trænge til.
N aar Ed ers Høst b liver god igjen, saa
give I m ig mit K o rn tilbage.
Det skal I H øvdin ger væ re
an svarlige for.»
Saa kom de strømmende, B eduinerne fra Ø rkenen og
A raberne fra Land sbyerne. De stirrede forbausede paa deres
V elgjerningsm and, de sagde Intet, men bevarede Erind ringen