CarlEtlarsMinder

fra O rangeblom sten er som et K jæ rtegn , H avets dæmpede

S a n g som en H ilsen fra Hjemmet.

Men Solen stiger. Varmen læ gger sig som T aage over

B y og B jerge, Him len er ikke mere blaa, men rødgraa,

H avet ligner flydende Ild, det er ik ke L u ft, men Flamm er,

Du indaander.

Du kan ikke gaae, ikke sidde, ik ke sove.

Du seer Intet, føler Intet, fatter Intet i døsig Mathed.

A f

Skabningens M estervæ rk b liver der kun et samm ensunket,

gispende D yr tilbage.

Icarus falder ned fra H im len ; de

glødende Straaler smelte V o xet paa hans V inger. — Men

Solen stiger.

A tter vexler B illed et i A lgie r.

N u er det m ørk A ften

om kring paa B jergene, nede i B ye n tændes G aslygtern e.

Janitscharm usiken lyder, det travle L iv s Hjul standser, G læ de

og F o rly ste lse r overalt.

Stjernerne komme frem.

Udenfor C afeerne ere alle Stolene besatte a f alle Slags

F o lk eslag. H er maa man søge disse talende F o rtid sb illed er.

H ele Staden spadserer om kring paa Husenes flade T age, paa

K aiern e og træ kke frisk L u ft fra Sø en , friske N yheder fra

Bladene, bedømme, helst fordømme, enhver ny R egjerin gs-

handling.

A ftenen er P olitiken s Tim e, hvor man afsæ tter

K o n g er og K eisere og skaber nye, b ygger L u ftk asteller og

lader sin Sidemand bombardere dem ned igjen.» —

Saaledes saae og hørte G arit E tla r paa sine R eiser. —

«Du er en elektrisk M askine med alle B atterier i Fu n k tio n ,»

sagde engang en Ven til ham.

Det vilde im idlertid føre for vidt her at gjen give denne

A frikarejses O plevelser og Indtryk.

Dens Hændelser bleve i Korthed følgen de: C arit E tlar

var saa heldig at møde to danske O fficerer i A lgier, hvis

elskvæ rdige Forekomm enhed bragte ham væ sentlig N ytte.

i q