215 / 260
i 9 4
Fremm ede at forstaae disse Indfødtes S p ro g ?
Det er let at
besvare.
«N aar man, som A rab eren , taler med M inespil og
Hænderne, maa man kunne høre og forstaae dem med
Ø inene.»
Imellem denne snakkende og gestikulerende Svæ rm lagde
jeg fo rtrin sviis Mæ rke til en lille P ige, halvnøgen, tatoveret
paa Hælen med det bestem te T egn for den Stamm e, hun
tilhørte, rank som et B am b u srør, forresten ogsaa a f samme
F ig u r som det, en levende M odsæ tning til en R æ k k e N eger-
inder, der handlede med Fladb rø d, som de selv bage, et
G alleri a f det Styggeste, M ennesket har frem bragt, levende
R e g istre paa A lverdens Skjæ ldsord og Forb and elser.
E t
Sid e b lik , en mørk M ine er nok til at bringe dem i H arn isk ;
beslutter man engang at gjøre sig til deres O ffer, standser
man foran dem uden at kjøbe, saa udspyer disse altid ladede
B atterier en H agel a f Haan, en Rigdom a f Sp otnavn e, imod
hvilke ikke engang Taushed er et Skjold .
Imellem disse
K vin d er gik den lille P ige og sam lede de enkelte B yg k o rn ,
der vare tabte paa Jord en . Hendes Høst var ikke sto r; det
Tabte havde desuden blandet sig med Sandet.
F o r at faae
det op vædede hun Pegefingeren i Munden og drog saaledes
de enkelte K o rn til sig.
Hvad hun fandt, gjem te hun i en
F lig a f sin K læ dn in g og bar det hen til en gammel K vin de,
som sad paa H ug noget borte med begge Hænder under
Kinderne. Den G am le knuste da B y g g e t med en Steen , tog
lidt Vand a f en Faareskin d ssæ k og blandede det med K o rn et,
til det blev en blød D eig, den de rullede sammen i Hæn
derne i Form a f en C ig ar og spiste med syn ligt Velbehag.
A lle disse smaa Optrin, som tabe sig og blive til Intet
ved at fortæ lles, maa man se e; det er Stedet, de brune
K lip per, den straalende So l, den mørkeblaa L u ft, det er