CarlEtlarsMinder

19 5

D ragterne, det lidenskabelige U d tryk, hvormed enhver Fø lelse

udtaler sig, det er G evæ rskuddene, Kam elens B rø l, Æ se le ts

Sk ryd en , Mændenes vilde S k rig , som her v irk er sammen til

et heelt B illede. — H vo r er det M aleri, hvor en den Daad

og B ed rift her i V erden, som taaler at tages ud a f Ramm en,

eller som ikke beroer paa, at den sees og bedømmes fra det

rette Syn sp u n k t?

A tter gik v o rt F a rtø i fra L and , og de to Præ ster sad

som før med H atten i Haanden, atter knæ lede de ned paa

Dæ kket mellem A ppelsinskaller og T o vru ller, takkede for den

herlige F e st og kyssede den omtalte R in g , idet de bød

F a rv el. » Det trak op til Storm . Monseigneur tog sin B øn ne

bog og gav sig til at læse.

Storm fuglene fløi pibende hen

over Sø en , M aagerne søgte tillands for at finde Læ for det

kommende U veir.

S k ib et seiledevidere.

Stedse høiere

reise B jergenesig nede mod O ran, mere

vilde og mægtige stræ kke de deres skaldede Hoveder i V eiret,

blegede, furede, som en gammel V agtpost i Strid med Storm

og R eg n og S ø .

N edenfor dem larmer H avet med B raad

og B ræ ndin g, tørne imod R even e, men glide tilbage lgjen

og slikke K lip pen s

F o d - altsaa er det K lippen, der hidtil

er bleven Seierh erre.

Endnu en B u g t, den største, den sidste, før vi naae

A lgier. D erfor synes det store Dampskib at skyde hurtigere

gjennem de rullende S ø e r ; det aner M aalet og kaster høie,

snehvide Sk um sk yer om kring sig. — Der gaaer Solen ned,

en blodrød K u g le, som synes at vugge sig midt i det pragt

fulde Tæ ppe a f G uld og P u rpu r, den breder ud o ver Søen.

Saa b liver det N a t; thi «A ften» og «M orgen» er )o kun

O rdlyd uden V irkelighed her.

T aagen stiger paa Slettern e.

Det er koldt nu, og Flaggerm usene svæ rm e.