203 / 260
middel mod Tidens Brøstfældighed, en sund Høiiuft fol
den, der til daglig færdes i Støvet. Her fandt han Menne
skehjertet, det Usammensatte, Ureflekterede, der idag som
foi Aarhundreder tilbage er og vil vedblive at være det
Samme, og som i Livets bevægede Øieblikke vil ytre sig
paa samme Maade ved de selvsamme Midler og frembringe
de samme Virkninger hos os som hos vore Forfædre. Helst
fandt han dog det Hjerte, som arbeider med et Flertal af
Hjerters Kraft, det Oprindeliges hellige Enfold, Humor,
frisk Blod, Naturkraft, alle de Egenskaber, vor Tid savner,
og som for ham alene var istand til at fremstille det fuld-
baaine Menneskeværd, at fængsle hans Medfølelse, at høine
Horizonten.
Folkets inderste, originale Liv, dets Lys- og Skygge
sider aabnede saaledes sine hemmeligste Folder for ham.
Han fandt ikke dets Sjæl i det Raae og Platte, der altid
frastødte ham, og allerede i Barndommen fik ham til at
«sørge», idet han selv forklarer, at han syntes han blev
krænket ved at høre eller see noget Raat.
Han fandt
Folkets sande Liv i det Uberørte og Oprindelige, der
stræber opad som Lysets Flamme.
Milieumenneskets og Nedarvningslærens Theoretikere
ville finde den bedste Sammenhæng mellem Drengens, den
modne Mands Væsen og hans Værker, og den Roddybde
disse have vundet i hans Lands Natur, hvilket alene giver
en Digter Levedygtighed.
Foi ct Naturel som Carit Etlars maatte den sammen
satte, moderne Sjæl, Hverdagsmenneskets «Fornemmelser»
med alle dens Afskygninger være en usund Frembringelse
af Civilisationen. Et Slags kunstig Mosaik af udstykkede
Evner, et i Aforismer sønderdeelt Hele, bestaaende af færre
1
82