199 / 260
.?8
Her i det fremmede Land modtog Carit Etlar saaledes
den første offentlige Haedersbeviisning.
•.Aarene svandt. Den unge Digter blev en ældre Digter.
Nede i Lysthuset, omgivet af et Hav af Grønt, saae
J. E. Cart, Digterens Hustru, for første Gang «Gjønge-
høvdingen»s Forfatter. Det var i Aaret 1870. Hun var
endnu Barn, men sad ofte med Carit Etlars Værker og saae
nysgjerrig oppe fra sit Vindue over paa den Mand, der var
hendes og hendes Sødskendes Yndlingsforfatter.
Hendes
Fader, Jægermester Schultz, eiede dengang en Villa paa
Platanveien. Vinduerne vendte ud mod Etlars Have. Studere
lampen brændte ofte silde dernede og kastede sit Gjenskin
paa Væggen i Søstrenes fælles Sovekammer.
«Hvad mon han iaften skriver?» var Børnenes jævn
lige Tanke.
Som femtenaarig Pige fik J. E. Cart*) et Skrivebord
stablet op henne under Vinduet og satte sig ufortrøden til
at skrive
et Digterværk paa femogtyve Sider.
Det blev
kort efter
benyttet som Stil til hendes Lærer i Dansk,
Professor Rasmussen.
«Du
behøver ikkeat komme med saa lange Stile,
kjære Barn,» sagde den overlæssede og feirede Professor.
«Hvor har Du ellers det Stof fra?»
Denne betingede Opmuntring afgjorde den unge Piges
Skjæbne, blev maaske ogsaa af Betydning for Carit Etlar.
En Eftermiddag tog hun Mod til sig og krøb gjennem
Hækken, der skilte de to Eiendomme, ind 1 Forfatterens
Have, naaede ubemærket hen til Lysthuset^ men her svigtede
Modet hende, da hun saae den store Mand sidde og stirre
*) Carite.