195 / 260
deres Følelse, uovervindelige i deres Hengivenhed, som
kunne Alp fordi de t r o e ? »
spurgte engang en Kri
tiker. «Disse Kvinder, der lige saa lidt minde om Helgen
billeder som om importerede Grisetter.»
Kvinden har i bedste Forstand øvet stor Indflydelse
over Etlars Aand. Fra hans Ungdom levede for ham et
ophøiet og ædelt Billede, der vanskeligt lod sig tilsyne i
Virkeligheden, men som var stærkt nok til at overskygge
denne. Carit Etlar lærte aldrig at slaae af paa sine Ffor
dringer eller at gaae paa Accord med sig selv overfor denne
Drøm. Alt eller Intet.
«Saaledes som Herrens Aand hvilede over Vandene,
da han skabte Verden, saaledes har en Kvindes Aand hvilet
over Alt, hvad Manden frembragte af Stort og Godt,» skrev
Digteren engang foran i et Værk.
At en saavel i psychisk som i fysisk Henseende stærkt
udrustet Natur som Carit Etlars fra Dagens sløvende Gjer-
mng har søgt tk Inspirationens Kiide saaledes som andre
Digtere i deres letbevægelige Stemningsfylde, det er vel en
Naturfølge. Dog skiller Etlar sig fra Mange deri, at hans
Forbillede, hvis Følelsesstyrke bar ud over alle Hensyn,
Hindringer og Standsforskjel, og hos hvem Damens fiint ud
viklede Personlighed stod paa Høide med hendes Følelses
udvikling, maatte findes legemliggjort for at kunne tiltale
Digteren.
Folkets reneste Pigeskikkelse, dets stærke, trofaste
Kvinde, der ofte findes i hans Værker, for Exempel i de
to Ditmarskerkvinder i «Viben Peter», i «Et kongeligt
Eventyr», i «Martha fra Sigersvold», denne Type, for hvem
Digteren nærer Ærbødighed, har dog aldrig været istand
til at vække nogen varmere Tilbøjelighed hos ham. Endnu
>74