190 / 260
med det Samme gaae over og hilse paa Grevinden. Hun
vil maaske see Dig.»
Carit Etlar forlod meget glad Gemakket, men var vist
saa betaget af de lyse Fremtidsudsigter, at han lidt efter
stod nede paa Slotspladsen uden at have søgt Audients hos
Grevinden.
Brosbøll fik virkelig Embedet, men blev uvenlig mod
taget af den omtalte Embedsmand.
«Jeg vil blot sige Dem, at vi ikke kunne omgaaes,».
sagde denne hidsig.
«Jeg maa da see at finde mig heri,» svarede Brosbøll
og kastede sig med sin hele Energi ind i den nye Bestilling.
Han maa alligevel snart have vundet Anerkjendelse som Em
bedsmand, hvilket følgende Træk beviser:
En Sommermorgen i 1853 kom Overbibliothekar Wer-
lauff ud til Brosbøll i Frederiksberg Allee. Carit Etlar
traadte netop ind fra Haven med en stor Skaal, fyldt af
nyplukkede Jordbær, «vist flere Pund», forsikrer han.
«Kom, sæt Dem, jeg har noget Godt at fortælle,» sagde
den venlige, gamle Herre.
«Jeg har ogsaa noget Godt til Dem,» sagde Brosbøll
og holdt Frugtskaalen i Veiret.
«De er udnævnt til Inspekteur ved det store kongelige
Bibliotheks Udlaan,» sagde Werlauff paa sin stille Maade.
«1
Sandhed, en herlig Stilling at leve sit Liv i Bøgernes
Hjem.» —
«Jeg blev som himmelfalden af Glæde,» fortæller Etlar,
«og vidste i Øieblikket ikke bedre at udtrykke min Tak end
stiltiende at sætte hele Jordbærskaalen hen foran den gamle
Herre. Han var en stor Jordbærven og spiste til vor For
undring med god Appetit Alt, hvad Skaalen indeholdt.»
169