Omraade overlegen, begavet Natur, dertil vel ogsaa Over-
beviisningen om, at der kun fandtes faa aandelige Berøiings-
punkter, Forstaaelse, mellem ham og hans Omgivelser — alt
dette holdt ham fjernet fra Fortrolighed, og lod ham rimeligvns
blandt Kollegaerne staae som den fremmede, vilde Fugl, der
ikke kunde tæmmes, og som havde andetsteds hjemme.
Etlar selv øste flittigt af Bibliothekets Bogkilde. Hans
høie Skikkelse med den vuggende Sømandsgang vandrede
sjældent hjemad gjennem Frederiksberg Allee uden at have
Bøger under Armen, medens hans Blik under det kraftigt
overskyggende Bryn søgte ud i det Fjerne — nærved syntes
han ikke at bemærke Nogen. Han levede heller ikke sit
Liv i sin egen Nærhed. Hans Værker, hvoraf nu en an
seelig Række efterhaanden saae Dagens Lys nede i et lille
afsidesliggende Havehuus, bleve mere og mere hans Tilværelses
Hovedbegivenheder. Han gik op i sine Typers Oplevelsei,
Sorger og Glæder og søgte sine Forbilleder, hvor han troede
at finde dem, han construerede dem vel ogsaa ofte af egen
Magtfuldkommenhed.
Udadtil forløb Carit Etlars Liv tilsyneladende roligt
uden nævneværdige Begivenheder, eller uden at følelig Paavirk-
ning indadtil forrykkede Digterens Standpunkt eller Aands-
physiognomi. Ingen af hans Eiendommeligheder udviskedes
af Tiden, hans Individualitet syntes snarere med Aarene at
blive mere udpræget, saaledes som det vel er Tilfældet med
de fleste virkelige Personligheder. Et Hjuls Omdieining i
den store Samfundsmaskine.
Uden at ændse Kvalmen og Larmen rundt om vedblev
han i disse mange Aar at fortsætte sin egen Vei i Kunstens
Rige: at synge sine egne Sange. En efter en voxede de
frem derude: Hervert, Vaabenmesteren, Svend, Ib, Palle,
171