CarlEtlarsMinder

I den lange Aarrække, Etlar herefter beklædte Em

bedet ved Bibliotheket, erhvervede han sig mange Venner

blandt virkelig Studerende, hvilket blev ham en stor Op

muntring i den eensformige og trættende Virksomhed som

ansvarshavende Udlaaner. Endnu idag modtager Carit Etlar

Venskabsbeviser fra Bekjendte, erhvervede i nævnte Tidsrum.

Af og til fortæller han ogsaa med et Smiil om Gjenvordig-

heder og Conflikter med overfladiske Studerende eller Mor

skabslæsere, der betragtede det kongelige Bibliothek som et

Leiebibliothek.

«De kan troe, fra min Pult deroppe lærer man at

skjelne Bukkene fra Eaarene,» siger han. «Der kommer en

Fyr med Hatten 1 Nakken og Cigaren i Munden og for

langer højrøstet alt muligt, som han jo ikke altid Taaer, og

saa bliver han vred og gjør sig uartig i Bladene. Og der

kommer en stilfærdig Student, som gjennem Værk efter Værk

møisommelig forfølger sit Studium — det var ligefrem en

Velsignelse at kunne være saadan en Mand til Hjælp og

Nytte. Derfor sad jeg der jo.» —

Blandt Kollegaerne ved Bibliotheket mindes Carit Etlar

med Eorkjærlighed nuværende Rigsarkivar Bricka, hvis stil

færdige Grundighed og elskværdige Karakteer snart vandt

Digterens Hjerte. Ligesaa Biskop Martensens Søn, For

fatteren Martensen, som havde sin Kontorplads lige ¡verfor

Etlars Pult. Som tidligere berørt hindrede dog vist Carit

Etlars Eneboernatur ham ogsaa i disse Forhold i at slutte

sig nærmere til dem, som Embedet bragte ham i daglig Be

røring med. En ubændig Trang til kun at leve med egne,

drømte Figurer, hvilket gjorde ham uforstaaende og fremmed

artet i det Hverdaglige - tillige en stærk Uafhængigheds

trang, der vist er uundgaaelig hos en saa energisk og i sit

170