I den lange Aarrække, Etlar herefter beklædte Em
bedet ved Bibliotheket, erhvervede han sig mange Venner
blandt virkelig Studerende, hvilket blev ham en stor Op
muntring i den eensformige og trættende Virksomhed som
ansvarshavende Udlaaner. Endnu idag modtager Carit Etlar
Venskabsbeviser fra Bekjendte, erhvervede i nævnte Tidsrum.
Af og til fortæller han ogsaa med et Smiil om Gjenvordig-
heder og Conflikter med overfladiske Studerende eller Mor
skabslæsere, der betragtede det kongelige Bibliothek som et
Leiebibliothek.
«De kan troe, fra min Pult deroppe lærer man at
skjelne Bukkene fra Eaarene,» siger han. «Der kommer en
Fyr med Hatten 1 Nakken og Cigaren i Munden og for
langer højrøstet alt muligt, som han jo ikke altid Taaer, og
saa bliver han vred og gjør sig uartig i Bladene. Og der
kommer en stilfærdig Student, som gjennem Værk efter Værk
møisommelig forfølger sit Studium — det var ligefrem en
Velsignelse at kunne være saadan en Mand til Hjælp og
Nytte. Derfor sad jeg der jo.» —
Blandt Kollegaerne ved Bibliotheket mindes Carit Etlar
med Eorkjærlighed nuværende Rigsarkivar Bricka, hvis stil
færdige Grundighed og elskværdige Karakteer snart vandt
Digterens Hjerte. Ligesaa Biskop Martensens Søn, For
fatteren Martensen, som havde sin Kontorplads lige ¡verfor
Etlars Pult. Som tidligere berørt hindrede dog vist Carit
Etlars Eneboernatur ham ogsaa i disse Forhold i at slutte
sig nærmere til dem, som Embedet bragte ham i daglig Be
røring med. En ubændig Trang til kun at leve med egne,
drømte Figurer, hvilket gjorde ham uforstaaende og fremmed
artet i det Hverdaglige - tillige en stærk Uafhængigheds
trang, der vist er uundgaaelig hos en saa energisk og i sit
170