193 / 260
172
Jens Brock, Viben Peter, Salomon og Gorm og de andre
bredbrystede Naturmennesker, ægte nordiske Fremtoninger,
der engang - naar «de Dødes Sol», som Balzac kalder
Berømmelsen, ogsaa lyser over Carit Etlar — maaske ville
holde deres indtog som Nordens virkelige Børn, nede i Syden,
hvor Pseudonorden saa længe har indtaget den Virkeliges
Plads.
Taine siger: «Jo mere oprindelig en Egenskab er, desto
omfangsrigere er dens Herredømme. Men jo omfangsrigere
dens Herredømme er, desto større bliver dens Varighed.»
Heiberg skriver i sine «Intelligensblade», at Faa ere
de lykkelige Heroer i Kunsten, der, beriget ved Studier,
bevare deres Primitivitet, den første Oprindelighed. Hvor
dette indtræffer, fremstaaer Originalitet.
Etlar blev en af disse Lykkelige. Hans
Prim itivitet,
beriget ved Studier, forslog for hans eget Liv — tillige
for Andre, der, som han selv, lykkeligt have bevaret deres
Oprindelighed, — ogsaa for den udviklede Intelligens, som
med
kløgtigt Blik forstaaer at beregne og glæde sig over
den sande Kulturværdi, en saadan Begavelse besidder, naar
den anvendes 1 det Godes Tjeneste, — den rakte ogsaa
til for den trætte Intelligente, der, efter at have gjennem-
Pløiet Viisdommens Laboratorier, længes tilbage til Ung
dommens primitive Poesikilde.
For alle disse blev han
«Carit Etlar».
Det Seete beroer som bekjendt paa Øinene, der see,
det Opfattede paa Evnen, der opfatter, det Følte paa Nerven,
der modtager, kort sagt, efter Taine paa Organet. Er vor
fonografiske Sangbund i Uorden, da ophører Melodiens
Virkning.
Udadtil forløb saaledes Carit Etlars Liv roligt; indad