194 / 260
til var det saameget mere bevæget. Han gjennemlevede i
sin stærke Fantasi med en Lidenskabsfylde, der i givne
Øieblikke var istand til at hæve Mennesket til det Fuld
komne, og uden hvilket intet Fuldkomment i Menneske
naturen kan skildres, han gjennemlevede saaledes Sinds
bevægelser, der berørte Sjælens dybeste Strenge, vel at
mærke, ikke at forvexle med «Sjælens fineste Traade». Til
Carit Etlars Eiendommeligheder hører hans Uvillie for alle
udtværede og svævende Udmalinger af Hjerne- og Hjerte
fornemmelser, der for ham sjældent fører til Andet end en
vaagen Drømmetilstand, ikke til Handling, som dog bør
være enhver sund Tankes og Følelses Frugt.
Carit Etlar ytrede engang: «Jeg er egentlig kun et
stort Hjerte, hvorved der hænger et Stykke Mandfolk.»
Der ligger vist megen Sandhed i denne spøgefulde
Bemærkning.
Han søgte, som sagt, sine Forbilleder, hvor han selv
vilde, reiste hvert Aar i sine Ferier, træt af Pen og Bøgei.
Hans Reiser herhjemme gik oftest til Vesterhavet og Heden,
hvor han helst opholdt sig saa ubekjendt og ubemærket
som muligt, og hvor han blev tiltalt af Beboernes Sæder
og naive Kraft. "Hans Udenlandsreiser strakte sig til Norge,
Sverige, Tydskland, Schweitz, Tyrol, Frankrig, Spanien,
Ungarn, Italien, Afrika. Overalt søgte og fandt han kun
Et: «Naturmennesket i Naturen» og fandt ikke dette i det
Raa og i det Platte, men i en opadstræbende Uberørthed.
Naar han ikke var ude i Naturens Værksteder, «hvor
de brygger Storhed» og hvor «Urkilder» springe, da søgte
han ind til Sindsbevægelsens Værksteder, hvor andre Ur
kilder flyde, og hvor anden Storhed biygges.
«Hvorfra henter Carit Etlar disse Kvinder, stærke i
173